SAD – Social angst

Social angst set fra et metakognitivt perspektiv

Ved social angst kan en social situation blive starten på en intens selvfokusering. Opmærksomheden flyttes fra samtalen og omgivelserne til indre tegn: rødmen, stemme, hjertebanken, ansigtsudtryk og tanker om, hvordan man fremstår. Personen begynder ofte at overvåge sig selv for fejl og forsøger at kontrollere, hvordan andre opfatter vedkommende.

I MCT ses det som CAS: vedvarende trusselsmonitorering, bekymring før situationen, selvfokus under den og efterfølgende grublerier om alt der blev sagt eller gjort. Sikkerhedsstrategier som at tale lidt, undgå øjenkontakt, planlægge sætninger eller søge beroligelse kan give kort lettelse, men gør ofte den sociale situation til en endnu større trussel.

Hvad holder angsten i gang?

Metakognitive overbevisninger kan være, at selvfokus er nødvendigt for at undgå at dumme sig, eller at man må gennemgå en samtale bagefter for at lære af den. Andre oplever, at tankerne om andres vurdering er ukontrollerbare. Disse overbevisninger driver processen og fastholder opmærksomheden på indre faretegn frem for reel kontakt med situationen.

Hvordan arbejder metakognitiv terapi?

MCT træner fleksibel opmærksomhed og en ændret respons på selvkritiske og truende tanker. Personen øver at flytte opmærksomheden udad, registrere tanker uden at analysere dem og slippe sikkerhedsstrategier. Målet er ikke at skabe perfekte sociale præstationer, men at reducere den mentale overvågning, der holder angsten i gang.

Hvad viser forskningen?

Den metakognitive model for social angst bygger på arbejdet af Wells og videreudviklinger af CAS-modellen. Forskningen i MCT er stærkest ved generaliseret angst, depression, PTSD og OCD. For social angst anvendes samme veldokumenterede mekanismer som selvfokus, trusselsmonitorering og efterbearbejdning som kliniske behandlingsmål, mens der fortsat er behov for flere specifikke randomiserede MCT-studier.